Source S414General, Source S414, p. IV:401-403, Eberstein, Ludvig Albertsen, –1328, Marsk, stammede paa fædrene Side fra en gammel, oprindelig nedersachsisk, men ogsaa til Pommern forgrenet Greveslægt, af hvilken den Linje, hvortil han hørte, alt i Valdemar Sejers Tid var kommen til Danmark, vistnok paa Grund af Svogerskab med det danske Kongehus; hans Tipoldefader angives nemlig at have været gift med en Søster til Valdemar den stores Dronning. Paa mødrene Side var han derimod, dels gjennem sin Moder Cæcilie, Esbern Vognsens Datter, dels gjennem sin Farmoder, der var en Datterdatter af Esbern Snare, nøje knyttet til Landets fornemste Slægter, navnlig til Hvide-Ætten, og saa fuldt hjemme følte L. A. og hans Brødre sig i Danmark, at de hverken vides at have ført Faderens Grevetitel eller det tyske Slægtnavn. Faderen, Grev Albert, døde 1289, vistnok i Børnenes umyndige Aar, thi L. A. nævnes første Gang 1313; men, som hans høje Byrd og Slægtskab med Kongehuset lod vente, kom han hurtig til at spille en fremragende Rolle; da han 1315 besegier Forliget i Nyborg, nævnes han først blandt de ved denne Lejlighed nærværende Væbnere. 2 Aar efter var han Kongens Kammermester og en af Kongens Forlovere for Frøken Elisabeth af Rostocks Brudeskat, og i paafaldende kort Tid blev han en af den forgjældede Kong Eriks mest fremtrædende Kreditorer. 1318 fik han al Kronens Rente i Skaane med samtlige Kjøbstæder, Mønten i Lund og Skanør undtagen, samt Helsingborg Slot i Pant. Nu var han ogsaa bleven Ridder og Marsk, i hvilken sidste Egenskab han 1319 ledede Bornholms og Hammershuses Indtagelse fra den Kongen fjendtlige Ærkebiskop i Lund. Herved paadrog han sig Kirkens Band, hvorimod Kongen gav ham den erobrede Ø i Forlening. I det hele synes L. A. at have staaet paa den bedste Fod med Kong Erik, der ogsaa indsatte ham til en af Exekutorerne af sit Testamente; men helt anderledes blev Forholdet, efter at Eriks troløse og slette Broder Christoffer II var kommen paa Tronen, og det uagtet L. A. var en af Hovedmændene for dennes Indkaldelse og Valg til Konge. L. A. fik vel Bleking og Lister i Pant for de Penge, den afdøde Konge skyldte hans Frænde Biskop Herman af Camin, og desuden alle 40 Marks Sager og Sagefald af sine Tjenere; men 1321 maatte L. A. fratræde Bornholm, som blev tilbagegivet til Ærkebispen, der dog skulde holde ham skadesløs for hans der paa Landet hafte Omkostning. Ua Kongen gik videre og 2 Aar efter vilkaarlig fratog en Del Stormænd betydelige Pantelen, for L. A.s Vedkommende endog alle hans Forleninger paa nær Bleking, brøde de helt med Kongen og sluttede sig til det af den forrige Drost Niels Olufsen (Bild) og Hertug Knud Porse ledede Oprørsparti, som mer eller mindre aabenlyst støttedes af den sønderjyske Hertug Erik og af Ærkebisp Esger. Den første udstedte et særligt Beskjærmelsesbrev for L. A., den sidste løste ham af Bandet og indsatte ham til Høvedsmand paa Hammershus, hvor han og hans Brødre snart efter bleve belejrede af den kongelige Hær under Anførsel af Kongens trofaste Tilhænger Peder Vendelbo, der var bleven beklædt med det L. A. fratagne Embede som Marsk. Efter et haardnakket Forsvar, der siges at have varet 16 Maaneder, maatte L. A. af Mangel paa Levnedsmidler overgive sig og søge Forlig med Kongen, hvad han ogsaa opnaaede og det paa ganske gunstige Vilkaar, i det Kongen gav ham et Pantebrev paa 9360 Mark Skaanske Penge og 600 Mark Sølv for alle hans Fordringer paa Kronen. Dette tvungne Forlig var dog næppe oprigtig ment fra nogen Side, og Kongens Mangel paa Ordholdenhed har sagtens fremskyndet et nyt Brud.
1326 opsagde L. A. sammen med sin Frænde Drosten Laurents Jonsen Kongen Huldskab og Troskab og paakaldte den unge sønderjyske Hertug Valdemars og Grev Gerts Bistand. Ved et med disse Fyrster alt 30. Marts 1326 i Sønderborg sluttet Forbund tilsikredes der iblandt andet de to Oprørere de hertugelige Slotte Tranekjær og Haderslev, i Fald Oprøret skulde mislykkes og de blive fordrevne fra Danmark. Denne Gang havde Oprørerne bedre Held med sig; allerede i Juni Maaned havde de i Viborg sat Hertug Valdemars Udvælgelse til Konge af Jyder og Fynboer igjennem, og efter at L. A. sammen med Knud Porse havde fanget Kong Christoffers ældste Søn, Erik, opgav Christoffer sin kortvarige Modstand og flygtede til Meklenborg. Samtidig med at L. A. ledsagede den nyvalgte Konge paa hans Hyldingsrejse rundt i Riget og bl. a. deltog i Danehoffet i Nyborg, hvor Grev Gert forlenedes med Sønderjylland, glemte han ikke at sikre sig en Løn, der stod i Forhold til den Andel, han havde haft i Valdemars Kongevalg. Han fik i Forlening Almind og Jelling Sysler med Byerne Kolding og Ribe, Malt og Gjern Herreder samt Viborg Landsting. Fra tidligere Tid havde han Nørre Asbo Herred, men da dette blev overdraget Knud Porse, fik han til Vederlag Gods i Thy og Mors samt Skive By og Hjerm og Hindborg Herreder; ligeledes blev han, vistnok strax efter at Valdemar var bleven Konge, paa ny Marsk. Da samtidig hans udstrakte Panterettigheder fra Kong Eriks Dage hinsides Sundet selvfølgelig maatte opretholdes af den nye Konge, var L. A. i Besiddelse af et Magtomraade, der ikke gav selve hans Herres meget efter, og som maatte kunne have afgivet en ypperlig Modvægt mod den forhadte Grev Gerts overhaandtagende Indflydelse, hvis ikke Døden havde gjort en brat Ende derpaa. Kort efter 29. Maj 1328 bortkaldtes nemlig L. A., og saaledes berøvedes den svage Kong Valdemars vaklende Trone en af dens kraftigste Støtter, og Vej banedes for den usle Christoffers Gjenkomst til Riget.
L. A., der blev begraven i Viborg, efterlod sig en Enke, Else Pedersdatter, hvis Slægtskabsforhold ikke kjendes, og et Par umyndige Børn. Hun søgte efter bedste Evne at holde sammen paa Mandens store Besiddelser, først ved Kong Valdemars og siden ved Grev Johans Hjælp, hvilken sidste hun tilkjøbte sig ved at afstaa til Greven Helsingborg Slot samt overlade til ham den unge Kong Erik Christoffersen, der mærkelig nok var bleven L. A.s Arvinger betroet, efter at Jyderne havde befriet ham fra Haderslev Slot, hvor han sad fangen. Hun levede endnu 1333 og fik da af den svenske Kong Magnus Stadfæstelse paa sin Pantebesiddelse af Bleking og Lister.
Thiset. · Carl Frederik Bricka